27-11-2019

Gløgg og blankfisk

Siden mit sidste skriv har jeg været med Havelse å vandplejegruppen ude og elektrofiske efter gydefisk sammen med Kaj Larsen. Gydefiskene skal bruges sammen med fisk fra en anden å i Roskilde fjord, så der er til udsætninger efter strygning og efterfølgende opvækst i kar. Som altid spændende at være med til, og vi fik da også fanget et par gode fisk op til 62 cm, men den store hunfisk smuttede desværre, da nettet knækkede. Forholdende var også lidt svære, da det jo har regnet meget og således også dagen før befiskningen, hvilket gjorde at der var meget vand i åen, og fiskene derfor trækker længere op i systemet. Blev dog noget overrasket over dybden i så lille en å, og Kaj var da også ude på en lille svømmetur. Meld dig endelig til kommende arrangementer i Havelse å vandplejegruppe eller Grusbanden, da det jo er forudsætningen for vores skønne hobby og tilmed særdeles interessant.

Søndag den 8. december inviterer Fishing Zealand til "Gløgg og Blankfisk" med mig som guide. Arrangementet er ganske gratis og går ud på at få lidt tips og tricks til at fange de eftertragtede blankfisk, som forhåbentlig kommer tæt på land i den kommende tid. Herefter fisker vi på livet løs, inden vi igen mødes til gløgg og pral. Arrangementet starter kl 10 på Hammergården og slutter kl. 16. Du kan læse mere om arrangementet her, hvor tilmeldingen også fremgår http://fishingzealand.dk/arrangement/gloegg-og-blankfisk/

Knæk og bræk Keld