21-12-2015

Nordkysten og nyt fra fjordene

Det har fortsat været en tam periode for mig og andre, jeg har talt med. Har fisket i bunden af Roskilde fjord og på vestsiden af Isefjorden og har kun haft hug og følgere. I går hørte jeg fra Mike Fløjborg, som også havde fisket vestsiden af Isefjorden. Mike havde qua god "vinter" strategi besøgt 4 forskellige pladser efter mine anvisninger desværre uden resultet. I dag skulle jeg så selv ud sammen med Jens Bang, og da vinden skulle være til det ifølge http://ifm.fcoo.dk/ valgte vi derfor Nordkysten fremfor fjorden. Jeg var dog lidt spændt, da jeg ankom til første plads, da Nordkysten altid kan overraske vindmæssigt. Men det så heldigvis perfekt ud, og vi havde tilmed pladsen for os selv. Strategien var at starte der og så rykke øst på, efterhånden som vinden gik mere i SV op af dagen. Vi affiskede et langt stræk, og Jens havde et hug, og jeg havde også et par hug mellem to høfder. På trods af perfekte forhold skete der ikke mere, og vi rykkede derfor til en ny plads. Her mærkede vi slet intet, og vi havde lidt svært ved at nå ud til det mørke bælte, da det var meget højvandet. Vi rykkede derfor igen til en østligere plads tæt på. Jeg valgte at skifte min Pattegris ud med en mindre Alivereje, da jeg kun havde haft svage hug på Pattegrisen. Her var det også fine forhold med vind, bølger og lidt svæv i Vandet. Jeg havde ikke taget mange kast, da jeg valgte at lægge et kast skråt ud af på kanten mellem sand og den mørke bund. Det gav bonus, da en god fisk tog fluen hårdt efter få strip. Den gav en god fight, hvor den gik dybt men også sprang et par gange. Fik den landet ikke specielt elegant efter noget dramatik, da den gik mellem benene på mig i den afsluttende fase. Det var en flot blankfisk i god kondition på 47 cm. Fik kort efter en pæn UM'er, men selvom vi fiskede indtil det blev mørkt, og Jens havde affisket et langt stræk til højre for mig, skete der ikke mere. Men en fin og hyggelig tur med lidt fisk på tasken.

Tight lines Keld