09-04-2015

Lidt revanche for påsken

Var ude i går efter arbejde og startede i den sydlige del af fjorden, hvor jeg havde fået gode meldinger fra. Det er som om, det hele er startet lidt forfra igen og de tidlige pladser fisker godt, som ved sæsonstarten. Da jeg vadede ud, så jeg masser af kutlinger, hvilket altid er et godt tegn. Fiskede bugten af uden at mærke noget, men det så rigtig godt ud. Vinden aftog, så jeg vadede ud på en pynt, om var lidt mere vindudsat, og der var også lidt dybere. Jeg lod fluen synke lidt, og da jeg startede indtagningen igen, tog en fisk min Alivereje. Kunne med samme mærke, at det var en af de gode fisk. Efter en rigtig god fight kunne jeg lande en havørred på 55 cm, som var i super kondition. Har aldrig fanget så tyk en havørred før, som nærmest havde form som en regnbue. Troede selvfølgelig det ville blive helt vildt, men det gjorde det ikke, og da der efterhånden kom ret mange fiskere, valgte jeg at køre videre. Jeg kørte op midt i fjorden og startede på den ydre del af strækket, men der var ingen kontakt og fortsatte derfor længere nede på strækket, hvor jeg fik en lidt slank blankfisk på 58 cm, som jeg hurtigt genudsatte. Havde også et par hug og en følger, men vinden lagde sig yderligere, så jeg flyttede endnu engang til en mere vindudsat kyst tæt på. Her fangede jeg forholdvis hurtigt en pæn blankfisk på 47 cm, som jeg også genudsatte og havde et enkelt hug. Vinden døde nu fuldstændig, og jeg kørte tilbage til forrige plads, hvor jeg tog aftentrækket i det flottte forårsvej dog uden at mærke mere. Min strategi var at opsøge vindbælterne med pålandsvind, så det opvarmede vand bliver inde, og det virkede rigtig godt, og det blev en super dag med fisk på alle pladser. Der er kommet gang i primær produktionen og med den vejrudsigt, så det kan kun blive en god weekend i fjorden, og det kan være vi ses.

Tight lines Keld

Seneste kommentarer

02.05 | 15:06

Hi Keld - I was referred to you by Niels Pedersen to see if you are available for a half day guided fly fishing day at Ishøj between August 3-8? I'll be visiting family there. Thanks! Britta

09.06 | 07:06

Hej Michael. Ja træning er helt klart vejen frem og evt. et kastekursus. Udover det jeg nævner under "Linerne" vil jeg anbefale ArcticSilvers MD Compact WF og skydehoveder #8 (8,5 m klump)

08.06 | 12:17

Hej Keld. allerførst tak for svar. der er vel ikke så meget at gøre end at træne. Men hvis nu jeg ville investere? Jeg har en 9 fods #8 Grey Fluestang, hvad skulle jeg så have på hjulet?
Mvh Michael

06.06 | 14:28

Hej Michael. Det er jeg da glad for at høre. Men vent med skydehoved setup til kastene kører med WF helline. Når kastene kører er skydehoved en klar fordel på kysten.

Del siden